Biografi

Her er jeg – Anne Lawaetz Haaning. Privat er jeg gift med Rune og sammen har vi to døtre. 

Jeg er født og opvokset på Langeland, hvor de moderne tilbud var så få at vi brugte vores kreativitet, intuition og naturen som legeplads.

Mit barndomshjem var et hjem fyldt med musik, kultur, kunst og politiske samtaler. Der var lige dele finkultur og popkultur. 

Mine forældre, der levede af at forhandle mode, er åbne mennesker, der ofte havde kunstnere og forfattere på kost og som aldrig sagde nej til at bytte naturalier i form af alt der kunne forskønne deres hverdag. Kvalitet blev sat over kvantitet og de lærte mig at respektere klassiske håndværksdyder. 


“Jeg har alle dage nydt at rejse ud i verden for at opleve andre kulturer og mine kufferter har ofte været fyldt med metervarer, tæpper, glas, keramik og antikviteter på hjemturen.”


Gennem 00’erne og 10’erne drev jeg sammen med min søster en større detailvirksomhed med knap 20 modebutikker fordelt over store dele af landet. Da vi fik brug for mere fordybelse og autenticitet lukkede og slukkede vi det eventyr. 

Årene efter brugte jeg på en indre rejse. Jeg var blevet mor for første og anden gang og kunne med ét mærke, hvordan jeg i kampen for ydre anerkendelse havde mistet kontakten til mit indre, som jeg ellers havde brugt som kompas gennem hele mit liv. 

Det var i de år, hvor jeg tilbragte alle ugens dage i mit hjem, at jeg genfandt min store passion for det at skabe rum, der ræsonnerer på et dybere plan .

Jeg gik i gang med en farvepalette i den ene hånd og en pensel i den anden og malede mig rum for rum tættere på mit inderste. I stedet for at have skrigende hvide vægge havde jeg nu vægge og rum som greb mig og fortalte en historie om mine værdier og drømme. Jeg helede langsomt. Jeg fandt mig selv og min nye livsvej.

Jeg er lige udtalt introvert og ekstrovert. Min kreativitet finder udspring fra mit inderste. Men mine antenner for samfundsstrømninger, tendenser og hvad der sker yderst i mit synsfelt kan ikke rigtig slukkes.

Jeg er relationsdrevet og elsker mødet med mennesker. For mig er vores forskelligheder som mennesker en utømmelig kilde til livsvisdom og næring. Samtidig elsker jeg at være alene og svinder ofte ind i mig selv og kreative processer uden fornemmelse for tid og sted.

Har ovenstående vakt din tillid og interesse og ønsker du at gå mere bevidst og med hjertet først ind ad din hoveddør, vil jeg se frem til at høre fra dig.

Du finder mine kontaktoplysninger her